Nyhed

C.V. Jørgensen hyldes på nyt album

C.V. Jørgensen fylder 60 og fejres med albummet "12 Bud på CV" med Under Byen, Steen Jørgensen, Raveonettes med flere.

Den 3. maj udkommer et nyindspillet fortolknings/tillykke-album til C.V. Jørgensen fra 12 danske kunstnere i anledning af sangeren og sangskriverens 60-års fødselsdag den 9. maj 2010.

I anledning af dette har musikjournalisten Klaus Lynggaard skrevet:

"De sidste små tyve år har han (C.V. Jørgensen, red.) holdt en lav profil, men selvom det "kun" er blevet til to skiver, regnes de lavmælt ambiente og jazzinspirerede udspil "Sjælland" og "Fraklip fra det Fjerne" – sidstnævnte i øvrigt hans egen favorit – som noget af det ypperste fra denne stedse mere aristokratiske kunstner.  Som nu bliver 60 – helledusseda, tiden den går, som tid har for vane."

"Men selvom ingen synger CV som CV – hvordan skulle det også kunne lade sig gøre? – er en stor del af hans sange gledet ind i den fællesmængde, de fleste af os forbinder med den der forbandet flygtige Danske Sangskat, der naturligvis hele tiden skifter karakter. Og som sådan er de åbne for fortolkning.

Og det bliver de så her – 12 vidt forskellige bud på, hvordan mesterens værk også kan lyde. Resultatet kan kaldes mange ting – bare ikke kedeligt."

"Men lad lige denne CV Jørgensen få det sidste ord, hva'? Som fx: 'Dagen er reddet & kysten er klar / Jeg er den der er skredet så skaf en vikar …'"

Udover Under Byen, Steen Jørgensen og Raveonettes medvirker også Turboweekend, Sanne Salomonsen, Thåstrøm, Nanna, Ane Trolle, Jooks, Oh Land, White Pony og Spleen United.

"12 Bud på CV" udkommer den 3. maj – og vil du vide mere om den gode hr. Jørgensen, kan du læse om manden og hans meritter i Klub GAFFAs maj-tillæg. Glæd dig!

ANNONCE