Nyhed

Ben Harper and Relentless7 klar med album nummer to

Ben Harper og co. har været i studiet, denne gang med Ringo Starr og Jackson Brown

For et lille år siden udgav Ben Harper sit første album med gruppen Relentless7. Albummet bar titlen "White Lies For Dark Times" og fik 4 stjerner med på vejen af GAFFAs Jan Opstrup Poulsen. Det var en hårdere plade end Harpers plader med hans tidlige backingband Innocent Criminals, og nu rumsterer Harper og Relentless7 igen.

Opfølgeren til 2009-udgivelsen hedder "Give Till It's Gone" og kommer på hylderne inden længe. Med på albummet er nogle gæster, som Harper begejstret fortæller om i forbindelse med en canadisk telekonference.

"Vi er mere end begejstrede for de nye sange, men at Ringo Starr derudover spiller med på en af sangene, er stort for os. Og Jackson Browne synger kor på en af sangene," fortæller Ben Harper.

Albummet blev indspillet i Groove Master Studios i Santa Monica, Californien og er nu ved at blive mikset. Titlerne på tre af numrene på albummet er afsløret, nemlig "Still In Faith", "Don't Give Up On Me Now" og "I Will Not Be Broken".

Harper fortsætter: "Enhver musiker er altid begejstret omkring deres nye album, men jeg kan fortælle, at vi blev et band, umiddelbart efter at vi havde indspillet den første Relentless7-plade. Og denne her nye plade, "Give Till It's Gone", er pladen, vi lavede som et band, og det tror jeg, du kan både høre og føle."

Så snart vi har en specifik udgivelsesdato kommer den her på GAFFA, så hold øje med GAFFA.dk.

ANNONCE