Nyhed

Australske Powderfinger til Rock 'n' Royal

Efter højeste ønske fra det kommede kongelige brudepar optræder Powderfinger på Rock'n' Royals store scene i Parken d. 7 maj

Den 7. maj står australske Powderfinger klar på Rock 'n' Royals store scene i Parken i København. Dette gør de efter ønske fra Mary Donaldson og Kronprins Frederik.

Fra Powderfingers front er der tale om en større gestus, da det gennem længere tid har været meningen, at orkestret skulle være i studiet i starten af maj. Planerne er imidlertid blevet ændret, så Powderfinger tager en uges studiepause og flyver mod Danmark for at spille én koncert for festglade publikummer og brudepar. Derefter vender de tilbage til studiet i Australien.

Powderfinger er ret succesfulde i Australien og er godt på vej til at slå igennem i Europa og Nordamerika. Bandet leverer glad, fremadrettet rockmusik og har et ry for at rive folk med ved deres live-performances.


I Australien samler orkestret fulde koncertsale og stadions. De har solgt omkring to mio. albums i Australien. I England, Tyskland og Holland spiller orkestret udsolgte koncerter i marts – alene i London for 10.000 mennesker. Derefter går turen til USA og Canada.

Da GAFFA fik et eksklusivt interview med Kronprins Frederik sidste februar, talte han også varmt om australsk musik og ikke mindst om Powderfinger. Bl.a. sagde Kronprisen:

– Jeg synes faktisk, at der er meget godt australsk musik, og også bands, som sagtens kunne gøre sig på den kontinentale del af Europa. Der er et band, som hedder Powderfinger, der både musikalsk og tekstmæssigt er rigtig godt. Det har samme dybde og rytme som U2 og er mindre vildt end The Vines. Og så er der Alex Lloyd, som en sjælden gang kunne minde om Jeff Buckley; desværre har ingen af dem spillet de gange, jeg har været i Australien, selv om jeg har haft antennerne ude. Ellers er jeg meget vild med INXS og Midnight Oil, som også formåede at blive kendte på kontinentet, sagde Kronprinsen, men han talte også varmt om Killing Heidi og The Whitlams.


Flere end 25.000 har allerede købt billet til Rock 'n' Royal hos e-billetter og Billetnet.

Aktuelle oplysninger om arrangementet og dets arrangør Red Barnet på http://www.rocknroyal.dk

ANNONCE