Nyhed

Pharfar udgiver Danmarks første one riddim

Dancehall-pioneren er sammen med Fresh-I aktuel med "Alis Riddim"

Han er kendt som både børnevært og dancehall-pioner, og nu har Pharfar sammen med producer-protegéen Fresh-I også lavet Danmarks første one riddim, altså et helt album med den samme reggae-baggrundsmusik, riddim. GAFFA tog en snak med de to reggae-producere og dj's, der tilsammen kalder sig Donkey Sound.

Med et hav af danske og internationale reggae-navne har den ene instrumental, der findes på albummet, alligevel fået et varieret udtryk, som Pharfar er stolt af. Han forklarer selv om idéen bag one riddim:

– Det er et koncept, man bruger meget på Jamaica, hvor en dj så kan mikse forskellige vers sammen fra en riddim-plade, så det lyder som én enkelt fortløbende sang. Det er en dj-venlig måde at udgive på, hvor hver reggae-dj kan mikse sine foretrukne vers sammen, siger Pharfar, og Fresh-I supplerer:


– På den måde kommer der også et konkurrence-element i det, fordi det handler om at lave den fedeste sang på den instrumental. Det er sjovt at høre, hvad de mange forskellige kunstnere kan tilføje til nummeret. Selvom instrumentalen er den samme, kan der virkelig komme forskellige numre ud af det.

Donkey Sound er en integreret del af det danske reggae-miljø og kan præsentere ikke mindre end 18 forskellige artister på albummet, hvor blandt andre Wendy Wonder, Karen Mukupa og Peter AG er blandt bidragyderne. Men der er også blevet plads til en levende jamaicansk legende på deres Alis Riddim:

– Det er egentlig mest diversiteten, som jeg er stolt af, men også hvor mange stilarter vi har formået at få med. Så er der jo også en mand som Mykal Rose (Black Uhuru, red.), der er en stor sanger fra Jamaica, og jeg synes, at det er lidt af et scoop, at han er med, fortæller Pharfar.


Selvom riddim-albummet endnu ikke er ude, er det ifølge Fresh-I ikke nogen hemmelighed, at man kan vente flere rytmer fra Donkey Sound i fremtiden.

– Vi laver helt sikkert en ny, når vi er færdige med den her. Den bliver nok en smule anderledes, men det bliver stadig en riddim. Der er ikke ret mange danskere, der kender meget til engelsksproget reggae, men vi håber også, at vi med pladen kan få folks øjne mere op for den del af genren, siger han.

"Alis Riddim" udkommer den 17. maj.


ANNONCE