x

Nyt hovednavn til Skive Festival

Nyt hovednavn til Skive Festival

Skive Festivalen har offentliggjort, at der kommer endnu et stort navn på festivalen, men de har endnu ikke afsløret hvem. Så den helt store gættekonkurrence er gået i gang.

Hovedparten af brugerne på Skive Festivalens Facebook-side har gættet på Coldplay, hvilket Skive Festivalens Knud Bjerre dog har afvist med ordene: "Det er utroligt, som folk mangler realisme i deres bud. Det er et band, der skal spille lørdag eftermiddag før Nephew og TV-2. Jeg er sikker på, at Coldplay eller andre i den kaliber ville forlange at være hovednavn og dermed slutte dagen, så brug nu hovedet og dæmp forventningerne."

Ifølge Skrive Festivalen er det hemmelige navn et verdensnavn, der i starten af det nye årtusinde fik sit internationale gennembrud med sin debutplade og nu har et samlet pladesalg tæt på 50 millioner albums. Desuden fortæller de, at kunstneren skal optræde på store scene lørdag klokken 17, og at det er en kunstner for det mere modne publikum.

GAFFA har selvfølgelig også et bud, nemlig den georgiske sangfugl Katie Melua. Det virker for os som en mere oplagt dagslys-artist end Coldplay. Men lad os nu se.

Skive Festivalen løfter sløret på fredag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA