x

Ansøgningsfristen til Oppenheimers Eftermiddag nærmer sig

Ansøgningsfristen til Oppenheimers Eftermiddag nærmer sig

Onsdag den 31. marts er sidste dag, hvor bands og solister kan ansøge om at spille på endagsfestivalen Oppenheimers Eftermiddag.

Oppenheimers Eftermiddag kører nu på 11. år og har tidligere været med til at agere affryringsrampe for bands som Duné og The Blue Van, samt nyere navne som Ginger Ninja og Fallulah.

Oppenheimers Eftermiddag blev afholdt første gang i 2000 og har siden da været scene for nye danske bands.

Eftermiddagen er en hyldest til ny dansk musik og er for deltagerne en god mulighed for at komme ud til et stort, nyt publikum, samt at få kontakter til musikbranchen.

Ydermere kommer alle kvalificerede ansøgere i en band-pulje. Det er især fra denne pulje, at Oppenheimer løbende booker musik til forskellige arrangementer og koncerter i Århus.

Oppenheimer samarbejder bl.a. med ROSA, SPOT-festivalen, PULS Festivalen og Aarhus International Jazz Festival. Derudover fungerer Oppenheimer som booker for Cafe Smagløs.

I gennemsnit har 150-200 bands årligt søgt om at spille til Oppenheimers Eftermiddag.

Af disse mange bands har festivalen budt på navne som Tiger Tunes, The Blue Van, EPO-555, Vincent Van Go Go, BliGlad, Duné, January Jaunt og Lis Er Stille, som alle siden har markeret sig nationalt og internationalt.

Til selve Eftermiddagen inviteres bookere, pladeselskaber, musikpresse, erhvervsliv og kulturpersoner for at skabe kontakt mellem de deltagende bands og musikbranchen.

Oppenheimers Eftermiddag foregår igen i år på Voxhall, denne gang lørdag den 21. august.

Bands og solister - i alle rytmiske genrer - kan ansøge ved at gå ind på Oppenheimers hjemmeside og derefter klikke sig ind på det elektroniske ansøgningsskema.

Men I skal være hurtige, ansøgingsfristen er på onsdag i næste uge, den 31. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA