Arrangørerne af de to festivaler har stukket hovederne sammen, for at give publikum på den nye festival en bedre oplevelse
Det er altid godt med kvalificeret fødselshjælp til nye festivaler, og det er præcis, hvad det nye skud på metal-festivalstammen har fået, fra ingen ringere end Roskilde Festivals bagmænd. Det er især praktiske ting som campering og organisering af frivillige, der havde brug for fin-tuning, men også Roskilde Festivals brug af Facebook-siden til at holde publikum involverede og orienterede har givet Copenhells arrangører ny inspiration.
Festivalgængere på Copenhell får, ligesom på Roskilde Festival, mulighed for at købe allerede opstillede telte på campingpladsen. Til gengæld kan man ikke medbringe sit eget telt, det er der ganske enkelt ikke plads til, så man må nøjes med disse tomandstelte, men man må til gengæld tage teltet med sig, når festivalen er overstået. Teltene kan købes fra onsdag den 31. marts, og koster 395 kroner. I øvrigt arrangerer Livescenen.dk busture til Copenhell, og der loves en særlig pakke-pris for bustur og telt, til hvilken pris vides ikke.
Derudover er der netop annonceret en afløser for Suicide Silence, der aflyste deres koncert på Copenhell for et par uger siden. Det bliver White Chapel, der skal overtage tjansen. White Chapel er opkaldt efter et område i det gamle London, hvor Jack The Ripper hang ud, og er et ungt, seks mand højt band fra Tennessee, der med ikke færre end tre guitarister leverer en hårdtsparkende kombination af dødsmetal, grind og hardcore.
Copenhell finder sted for første gang på Refshaleøen i København fredag den 11. og lørdag den 12. juni. Billetter kan købes via GAFFA Live.