x

The Magic Numbers klar med treer

The Magic Numbers klar med treer

Opfølgeren til The Magic Numbers anden plade, "Those The Brokes" fra 2006, kommer i butikkerne i starten af juni måned, og har fået titlen "The Runaway". Den nye plade byder på tolv sange, og er produceret Valgeir Sigurdsson (Björk, Bonnie 'Prince' Billy og Múm) og bandmedlemmet Romeo Stodart, og er mixet af Ben Hillier (Blur, Dove, Elbow).  I øvrigt er der på flere numre stryger-arrangementer fra ingen ringere end den nu afdøde Robert Kirby, der tidligere har arbejdet med navne som Elvis Costello og Nick Drake.

Da GAFFAs anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen skulle give "Those The Brokes" en bedømmelse, blev det til tre stjerner, og et udtrykt håb om at gruppens næste udspil ville leve op til deres potentiale. Han skrev blandt andet:

"Orkestret har intet at skjule, men det virker ikke desto mindre som om, de ikke tror nok på deres egen sangskrivning til at udgive et stramt, klassisk popalbum. Det er ærgerligt, for briterne har vitterligt potentialet til at blive store i såvel kommerciel som kunstnerisk forstand. Ingen af delene står umiddelbart for døren, hvis man ser det i forhold til de 64 minutter, som toeren tikker ind på. Mindst 20 for mange. Man siger, at tredje gang er lykkens gang – og må klichéen også gælde for disse besværede begavelser."

"The Runaway" udkommer mandag den 7. juni, både som almindelig cd og i en limited edition, der inkluderer en fire-numres live ep, optaget i Wiltons Music Hall i London. Den første single fra albummet, "Hurts So Good", ligger desuden til gratis streaming og download på The Magic Numbers' MySpace-side. I øjeblikket er der ikke offentliggjort planer om turnévirksomhed uden for Storbritannien, så danske fans må enten ud af landet eller væbne sig med tålmodighed, hvis de vil høre de nye sange live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA