x

Überhippien Banhart har brækket benet

Überhippien Banhart har brækket benet

Heldigvis er der ingen Devendra Banhart-koncerter på det danske tapet i de næste par måneder. Heldigvis, ikke fordi Banhart ikke er sej – det er han – men fordi den venezuelandsk/amerikanske freakfolk-sanger og über-hippie har måttet aflyse sine kommende amerikanske koncerter efter at have brækket benet i et skateboardstyrt.

Som han skrev på sin hjemmeside i søndags:

"Hej venner. Jeres gamle ven Devendra har brækket en knogle i sit ben, da han stod på skateboard før gårsdagens show. Jeg er okay, tak, men vi er blevet nødt til at aflyse de sidste shows på turen. Jeg er sååååååå ked af det på vegne af alle jer, der havde planlagt at se mig og The Grogs, og vi kommer til at savne at spille for jer. Jeg ville spille alligevel, måske i en seng eller sådan noget, men det syntes lægen ikke var så god en ide. Tusind tak for jeres støtte, det betyder alt for os og igen - undskyld til jer alle. Kærligst, Devendra And The Grogs."

Hvad kan man lære at det? Skateboard-rødder står på skateboard, hippier spiller guitar. Det burde vel ikke være så svært at forstå. Banhart vender blikket mod Europa til sommer, hvor han blandt andet skal spille på flere festivaler.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA