x

Green Lives holder release på Bremen

Green Lives holder release på Bremen

Den århusianskfødte guitarbaserede, alternative pop-kvintet The Green Lives har endnu ikke underskrevet nogen kontrakt. Alligevel har de netop sendt deres første ep på gaden, og holdt i forrige weekend releaseparty i GAFFAs butik i Århus.

Nu får sjællænderne mulighed for at opleve bandet til en intim sid ned-koncert, hvor indgangsbilletten inkluderer et eksemplar af den selvudgivne ep, "Treetops & Rooftops". Koncerten foregår 7. april kl. 19 på det Vestkøbenhavnske spillested Bremen, først med akustisk introduktion, og siden med fuldstændig koncert i salen.

The Green Lives er blevet kaldt et af de mest lovende usignede bands i Danmark, og deres optræden til sidste års Spot Festival blev af GAFFA belønnet med fem stjerner. "Det fem mand store orkester har forud for dagens koncert sandsynligvis været ude at ligge i skovbunden og funderet over livet og naturen, der omgiver dem. Sådan lyder de i hvert fald," skrev bladets anmelder.

I det hele taget lader Green Lives sig inspirere af naturen (og dens metaforer), idet de forklarer, at man kan forvente varme vibrationer, korharmonier og let-alternative pop-sange, der flyder veloplagt, nærmest som blev de plukket direkte fra den gavmilde natur.

Der er i alt 200 billetter til salg på GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA