Nyhed

Flesh-n-Bone slog sin mor med en pistol

Bone Thugs-n-Harmony-rapperen er på vej tilbage til fængslet for tolv år gammel voldssag

Den 36-årige rapper Flesh-n-Bone blev løsladt fra fængslet i 2008. Dengang havde han afsonet otte år, blandt andet for at true en ven med et AK-47 maskingevær. Nu er han på vej tilbage, denne gang for at slå sin mor i hovedet med en pistol.

I den netop overståede weekend skulle rapperens gruppe, Bone Thugs-n-Harmony, spille deres første koncert som samlet gruppe i tolv år. Efter både intern splid og Flesh' flirten med fængselslivet, var gruppen endelig samlet og skulle i weekenden starte deres comeback-tour med et show i hjembyen Cleveland, Ohio. Men under koncerten dukkede politiet op blandt publikum. De havde til hensigt at anholde Stanley Howse, alias Flesh-n-Bone, for en tolv år gammel anklage, der blandt andet omhandlede et tilfælde af familievold. Rapperen havde slået sin egen mor i hovedet med en pistol, og efterladt hende med en tommelang flænge i hovedet. Rapperen har ikke opholdt sig i hjemstaten Ohio, hvor han er sigtet, siden han sidst blev fængslet i september 2000.

Politiet ville egentlig have ventet, til gruppen havde fremført deres show, men da Howse opdagede de uniformerede tilhørere, begyndte han, som det er sig god kotume til rapkoncerter, at invitere publikummer op på scenen for at deltage i festen; et røgslør, hvorunder rapperen selv kunne fordufte i menneskemængden.


Betjentene var dog hurtige til at registrere og afkode Flesh-n-Bones flugtforsøg, og fangede ham således backstage, hvor de anholdt ham uden videre problemer.

Mandag var Stanley Howse tilbage i brummen.

Bone Thugs-n-Harmony blev opdaget i 1993 af den hedengangne gangstarap-grundlægger Eazy-E fra gruppen NWA. Deres særegne vokalisme; en sangagtig, evigt temposkiftende rap med masser af soul- og r'n'b-elementer, blandet op med gangsterlyrik, slog omgående gruppens navn fast i den amerikanske bevidsthed. Med andenpladen "E 1999 Eternal," der udkom i kølvandet på Eazy-Es bortgang i 1995, nåede gruppen ind på en førsteplads på Hot 100 listen. Det ottende studiealbum udkommer til maj og bærer titlen "Uni-5: The World's Enemy".


ANNONCE