Nyhed

Jimi Hendrix kommer til Rock Band

Guitarikonets anden plade, ”Axis: Bold As Love”, udkommer til computerspillet Rock Band

Rolling Stone Magazine slog i 2003 James Marshall "Jimi" Hendrix fast som den officielt bedste af sin slags i verdenshistorien. Nu kommer hans musik endelig til det populære computerspil Rock Band. Det blev, Hendrix' status til trods, ikke Guitar Hero, der løb med spilrettighederne til guitaristens musik.

"Vi føler, at Rock Band, meget a la Jimis musik, repræsenterer et fantastisk og opfindsomt medie, der kan have en dybtgående effekt i de, der opdager og deltager i musikken gennem det," fortæller Janie Hendrix. Hun er Jimis fars adoptivdatter, og direktør i Experience Hendrix, det firma, der nu bestyrer alle rettigheder i forhold til Jimi Hendrix navnet.

Det bliver i første omgang andenpladen "Axis: Bold As Love" (1967), der udkommer som spil, men også førstesinglen, titelnummeret, fra den posthumt udgivne "Valleys of Neptune" er med i det udvalg, der sættes til downloadsalg i dag 30. marts. Planen er også at søsætte resten af solokataloget, men først skal vi altså lære at spille "Axis".


"Mange mennesker kinder singlerne [fra Axis], men selve albummets koncept er på sin vis fordampet over de sidste par årtier, og nu hører folk kun deres favoritsange. 'Axis' kan drage fordel af denne fremhævelse, og atter blive oplevet som et helt værk," fortæller Paul DeGooyer fra MTV Games til Rolling Stone Magazine. Han indrømmer samtidig, at guitargudens kompositioner ikke er blandt de nemmeste i spillet.

"Det er en helt ny sværhedsgrad. Det, der er med disse skæringer er, at hvis du er fan af Hendrix, ved du, at det, der ren faktisk skabte den særlige vibe, var det, at han bare lukkede øjnene, og lod det flyde fra sine fingre, og vi har prøvet hårdt på at genskabe den effekt, specielt på expert-sværhedsgraden."

Ud over musikken er der også snak om diverse Hendrix-relaterede produkter, såsom et særligt Hendrix avatar (figur) til spillet, og en udgave af guitarcontrolleren, der replicerer Hendrix' berømte hvide Fender Stratocaster. Dertil forhandles også om en eventuel selvstændig Hendrix-udgave af spillet, ligesom den, der er på vej med Green Day.


ANNONCE