x

P4 er størst

P4 er størst

Nye tal, som DR Medieforskning har sendt ud i æteren, fortæller os noget om, hvad vi danskere lytter til.

For det første står P4 som radiostationen over alle radiostationer. Analysen tager udgangspunkt i danskernes radioforbrug i uge 12 i år, og her havde P4 2.866.000 lyttere over 12 år. Det er 25 procent mere end P3, der kommer ind på en andenplads med 2.288.000 lyttere. Både P1 og P2 havde under en million lyttere i uge 12, hvilket også gjorde sig gældende for alle andre radiostationer, med undtagelse af Nova FM, der havde cirka 1,3 millioner lyttere.

Undersøgelsen viser også, at mænd hører mere radio end kvinder, hvilket ifølge DR's medieforsker Dennis Christensen nok primært skyldes, at radioen kører mere flittigt på typiske mandearbejdspladser, som for eksempel byggepladser og i industrien. Der er dog ikke den store forskel, blot 16 minutter mere om dagen for mændene, der hører små tre times radio om dagen i snit.

Mænd lytter mere til de ulige P'er (P1 og P3), mens kvinderne foretrækker de lige P'er (P2 og P4). Især P4 appellerer til kvinderne, som lidt over halvdelen af dem lytter til. Desuden er det kvinderne, der hører mest DAB-radio.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA