Der er mere glitch-bit-electrothrash på vej fra den canadiske duo i april
To år efter det allestedsanmelderroste debutalbum udgiver Crystal Castles nu deres andet album i juni. Det skriver Drownedinsound.com.
Albummet har hverken nogen titel eller præcis releasedato, men til gengæld er der offentliggjort en række bemærkelsesværdige produktionslokaler, hvor numrene er blevet til. Heriblandt er både en islandsk kirke, en hjemmebygget hytte i det nordlige Ontario, og en garage ved et forladt minimarked i Detroit. Herudover er en serie sangnavne også smidt i æteren, og her finder vi titler som "Baptism", "Celestica", "Doe Deer", "Intimate", "Pap Smear", "Violent Dreams" og "Young Love".
I forbindelse med det nye album kaster de nu en lille, eksklusiv lækkerbisken i manegen. En 4-skæringers tolvtommersingle, "Doe Deer", der er en sammenskrivning af det amerikanske udtryk "John Doe", en anonym eller navnløs person, og varemærket "John Deer". På denne single, der udelukkende udkommer på vinyl, finder man både den spritnye titelskæring, og tre gamle 2004-guitartracks fra før elektronikken holdt sit indtog i bandets musik. Der trykkes 500 eksemplarer, og her er altså mulighed for at få et spritnyt samlerobjekt i hænderne.
"Doe Deer" vil blive sat til salg 17. april, og kun i butikker, der deltager i projektet Record Store Day. RSD er en særlig dag, hvor alle de hundredevis af uafhængige, selvstændige pladebutikker i fællesskab fejrer musikken som kunst, blandt andet med eksklusive udgivelser, optrædener og fællesspisning. I Danmark deltager Moby Disc i Odense, Repo Man i København og Vinylen i Svendborg i projektet. Blandt de bands, der smider særlige udgivelser på gaden på Record Store Day er også Muse og Soundgarden.