Nyhed

Sanne Gottlieb skifter til dance

The Poets-sangerinden er gået over til den klubvenlige dancepopgenre

Den danske sangerinde og tekstforfatter er tilbage med et nyt projekt under aliaset Sunny. Denne gang er det den populære dancepopgenre, hun har kastet sig over. Første single "Vampire Boy" er ude, flere er på vej, og så skal musikken også til Japan.

Sanne Gottlieb har tidligere sunget i art-wavegruppen The Poets, der huserede på de danske spillesteder tilbage i firserne og halvfemserne. Siden har hun haft gang i en masse projekter. Blandt andet overskred hun sine egne grænser for sømmelighed, og sang to sange af Miss B Havens Lise Cabble og Mette Mathiesen i det danske Melodi Grand Prix i henholdsvis 2000 og 2001.

- Det var virkelig provokerende at deltage i MGP, udtalte hun i 2008 i et interview med GAFFA: - Men jeg synes, det lærte mig meget, selvom man skal arbejde hårdt for ikke at blive sat i bås som MGP-sanger bagefter.


Men nu krydser hun altså atter grænser. For halvanden uge siden udkom den nye single "Vampire Boy", et klubvenligt dansetrack, der også er ude i en remixversion af danske Van Der (tidligere DJ Encore). Planen er at følge op med flere dancetracks i løbet af året, og så er udlandseventyret ikke helt lagt på hylden: Singlerne skal også ud i Japan, hvor genren lige nu er det helt hotte.

Sanne Gottlieb har også skrevet sangen "Kisses", der er på soundtracket til filmudgaven af tv-serien "Sex and The City", samt leveret sange til blandt andet filmen "Pizza King". Hun har også spillet skuespil, og her er hun nok mest kendt for at spille rollen som punkeren "Tosse-Kim" i Søren Faulis kultfilm "De Skrigende Halse".

ANNONCE