x

Nyt i top ti

Nyt i top ti

Fredag er hitlistetid, og denne højhellige langfredag er ingen undtagelse. Der er intet nyt i top fem, hvor Rasmus Seebach stadig regerer på førstepladsen med Medina næsten ved sin side på plads nummer to.

På tredjepladsen aber Gorillaz sig lystigt på deres "Plastic Beach", mens Dalton rider stolt med "Tyve Ti"som nummer fire på listen. Femtepladsen er indtaget af Kashmir, der fik hele fem stjerner med på vejen af GAFFAs Finn P. Madsen for deres turnéstart i Fredericia i går.

Ugens højst placerede nyhed skal vi ned på syvendepladsen for at finde. Her ligger danske The Floor Is Made Of Lava (billedet) med deres andet album "Howl At The Moon", hvis førstesingle "All Outta Love" var Ugens Uundgåelige på P3 i begyndelsen af året.

I udkanten af top ti ligger Justin Bieber med sit album "My World". Næste nyhed på ugens hitliste er den østrigske tidligere skiløber Hansi Hinterseer, der har snuppet sig en toogtyvendeplads med sin "Danish Collection".

De sidste nyheder på hitlisten er Hanne Boel og Erik Hassle, der har indfundet sig på henholdsvis en 30.- og en 32.-plads. Sidstnævntes placering kunne sagtens have noget at gøre med den svenske sangers medvirken i lørdagens stort anlagte X-Factor-finale.

I det hele taget har X-Factor har sin indvirken på ugens hitliste, hvor også Kings Of Leon, Coldplay, Dúné atter har indfundet sig, mens Medina er kravlet op på en andenplads fra en placering på plads nr. 11 i sidste uge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA