x

Politiet sigter Erykah Badu

Politiet sigter Erykah Badu

Erykah Badus seneste video, "Window Seat", hvor hun smider tøjet, mens hun vandrer gennem den texanske by Dallas, for til sidst at ende med at blive skudt på Dealey Plaza, afføder nu en bøde.

Erykah Badu havde ikke tilladelse til at filme i Dallas, og da slet ikke nøgen, og kan jævnfør lovgivningen straffes med en bøde på 500 dollars. Politiet havde ellers sagt, at de ikke ville forfølge sangerinden, men efter klager fra et øjenvidne, har man alligevel valgt at gøre en sag ud af det.

En kvindelig Dallas-borger har henvendt sig og fortalt, at sangerinden smed tøjet for øjnene af hendes to små børn, og at hun følte sig stødt ved synet. Derfor er politistyrken nu gået i funktion, og det har skabt fed mediemæssig omtale verden over.

Videoen er ellers i sig selv kontroversiel på to punkter. For det første er Badu nøgen, men for det andet ripper hun op i sagen om likvideringen af præsident John F. Kennedy. I videoen bliver sangerinden nemlig skudt på samme sted som den folkekære præsident blev snigmyrdet i 1963, men det er altså ingen af disse fakta, der nu skaber den megen omtale. Det er derimod politiets sigtelse, der i øvrigt resulterer i en bøde på 500 dollar.

Der har også været påstande om, at sangerinden i "Window Seat" håner John F. Kennedy, men selv udtaler hun, at hun ser præsidenten som en revolutionær helt.

"Mit budskab blev misforstået i hele Amerika. JFK er en af mine helte, en af nationens helte," siger hun i et interview med MTV. "John F. Kennedy var en revolutionær; han var ikke bange for at lægge sig ud med Amerika, og jeg var ikke bange for at vise Amerika den skinbarlige sandhed."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA