x

Slash til Copenhagen Live

Slash til Copenhagen Live

Rammstein, Volbeat og Skunk Anansie var de første tre navne, der blev offentliggjort til Copenhagen Live, og nu er de sidste to navne til plakaten kommet på plads. Det drejer sig om den tidligere Guns N' Roses- og teknisk set nuværende Velvet Revolver-guitarist Slash samt det walisiske metalnavn Bullet For My Valentine.

Slash er aktuel med soloalbummet "Slash", hvor guitaristen får assistance af de tidligere Guns-medlemmer Izzy Stradlin, Duff McKagan og Steven Adler samt sangere som Alice Cooper, Chris Cornell, Fergie, Kid Rock, Ozzy Osbourne og Iggy Pop. Ingen af dem er dog med, når Slash tager på turné. I stedet kan man sammen med Slash opleve musikerne Bobby Schneck, Todd Kerns og Brent Fitz samt sangeren Myles Kennedy, der normalt er sanger i bandet Alter Bridge.

Også metalbandet Bullet For My Valentine er pladeaktuelle, når de 19. april udsender deres tredje album "Fever", der er indspillet sammen med Linkin Park-produceren Don Gilmore.

Dermed er programmet for Copenhagen Live på plads. Endagsarrangementet afvikles i området 10-øren på Amager 2. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA