Nyhed

Download den nye The National-single

Singlen "Bloodbuzz Ohio" er nu tilgængelig ganske gratis på bandets officielle webside

Det er til maj tre år siden, The National udsendte deres seneste album, "The Boxer", og to uger inden, der officielt er gået tre år, så udsender bandet deres femte album "High Violet". Første singleudslip fra udgivelsen hedder "Bloodbuzz Ohio", og den kan nu downloades gratis.

Bandet har gennem hele deres karriere fået flotte anmeldelser for deres plader, men deres hidtil største kommercielle gennembrud kom med "The Boxer" i 2007, hvor The National nåede op på en 68. plads på den amerikanske albumhitliste. De medvirkede desuden i shows som "The Late Show With David Letterman" og "The Late Late Show With Craig Ferguson", og sange som "Slow Show", "Fake Empire" og "Start A War" begyndte at dukke op i film og tv-serier.

Derfor er forventningerne store til det kommende album, der kommer efter ep-udgivelsen "The Virginia EP" og støttepladen "Dark Was The Night", som Aaron og Bryce Dessner havde sammensat.


Det kommende album indeholder elleve nye kompositioner, og første smagsprøve er tilgængelig nu online. Hent singlen "Bloodbuzz Ohio" på websiden American Mary.

ANNONCE