x

First Aid Kit og Band Ane til Spot Festival

First Aid Kit og Band Ane til Spot Festival

Godteposen er igen blevet åbnet af Spot Festival, og denne gang er det ikke kun nye navne der hives op, men såmænd også et helt nyt initiativ, en indie-showcase af 90 minutters længde, der arrangeres af tre pladeselskaber, danske Good Tape Records, engelske Brainlove Records og islandske Kimi Records, som hver skal tage et navn med fra deres eget land. 

Island repræsenteres af Benni Hemm Hemm, der har ikke færre end 300 bandmedlemmer, der dog reduceres til mellem tre og 40, når de optræder. England bidrager med Mat Riviere og Danmark med Murder, så der er spændt op til en behagelig halvanden time i indiens navn. Hvor showcasen bliver afholdt, vides ikke.

Derudover er de nye navne på plakaten i dag er de svenske søstre, der udgør folkduoen First Aid Kit, der efterhånden har skabt pæn opmærksomhed her i landet, efter udgivelsen af deres debutplade "The Big Black & The Blue", der kom på gaden januar i år. De to unge piger har turneret ganske flittigt på det seneste, og har eksempelvis netop spillet på South By Southwest Festival i Austin, Texas. De får følgeskab af Band Ane (billedet), eller Ane Østergaard med computer, der senest spillede på Spot Festival i 2007, og gør klar til at sende sine skæve og levende melodier ud over scenekanten endnu en gang.

I øvrigt har Spots arrangører meddelt at Nordic Cowriters, workshoppen for nordiske sangskrivere, finder sted for femte gang i år. Her mødes talenterne i ugen op til Spot, for at skrive 20 sange. Denne gang hentes der assistance i form af fire amerikanske sangskrivere, blandt andre Troy Campbell, der ved et samarbejde med danske brancheorganisationer fik stablet en musikerudveksling på benene, et initiativ der sørgede for, at 30 danske musikere kom til South By Southwest i år.

Spot Festival løber fra torsdag den 20. maj til lørdag den 22. maj. Programmet ventes at være komplet i løbet af de næste par uger. Der kan endnu købes billetter til festivalen via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA