x

Copenhagen Jazz Festival afslører de første navne

Copenhagen Jazz Festival afslører de første navne

Der lægges hårdt ud fra arrangørernes side i dag med tre af nutidens jazz-giganter som bekræftede navne til årets udgave af Copenhagen Jazz Festival i form af jazzpianisten Herbie Hancock (billedet), guitarist og sanger Caetano Veloso og saxofonisten Joshua Redman. Således er bunden for programmet lagt godt og grundigt, og med cirka 800 koncerttilbud i vente er overliggeren sat ganske højt.

Herbie Hancock er nok en af tidens mest roste jazzpianister, og med omkring 60 års erfaring, et utal af priser på hylden og et nærmest uudtømmeligt bagkatalog (over 50 titler), skulle publikum være godt underholdt i hans selskab.

Caentano Veloso betragtes af mange som det sydamerikanske svar på Bob Dylan. Han begyndte for alvor sin musikkarriere i starten af 1960'erne, og er kendt for at lave sange med særdeles politiske budskaber. Lydbilledet er stærkt præget af hans fødested, staten Bahia i Brasilien, så her der lagt op til en lidt anderledes oplevelse.

Joshua Redman tager os tilbage på lidt mere velkendt jazz-grund. Han slog for alvor igennem som saxofonist i starten af 1990'erne, da han vandt The Thelonious Monk International Jazz Saxophone Competition, og har siden arbejdet med store navne som Brad Mehldau, Charlie Haden og hans egen far Dewey Redman.

Copenhagen Jazz Festival finder sted rundt om i København fra fredag den 2. juli til søndag den 11. juli.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA