Nyhed

Gang Of Four tilbyder blod og helikoptertur

Man kan få en hel del ting i tilgift, hvis man køber det kommende Gang Of Four-album online

De gamle postpunkere i bandet Gang Of Four har efterhånden varslet nyt i nogle år, men nu ser de endelig ud til at være klar til at udsende albummet "Content" til sommer. I den forbindelse har gruppen opsat en webside, hvor man kan købe albummet, og for lidt ekstra penge kan man få alt fra T-shirts og autografer til bandmedlemmernes blod og en helikoptertur til Glastonbury oveni.

Det seneste album med Gang Of Four er "Shrinkwrapped" fra 1995, og det kommende album bliver dermed det første musikalske udspil fra englænderne i femten år. Bandet blev dog gendannet for anden gang i 2004 efter syv års pause for at spille nogle koncerter, men der gik nogle år, før bandet igen begyndte at skrive ny musik.

Det er de originale medlemmer Jon King og Andy Gill, der fortsat driver bandet, og det er også dem, der har doneret blod til en af de pakker, man kan købe på websiden Pledge Music. De to glas med blod er en del af pakken Ultimate Content Can, der kan erhverves for 45 pund. Her får man desuden det kommende album, to bøger samt et stykke kunst skabt af King og Gill på keramikklinker, der afbilleder 40 års verdenshistorie. Dåsen eksisterer i 500 nummerede og signerede eksemplarer.


I den dyrere ende kan man også investere i en helikoptertur med bandet, der enten flyver en til eller fra London i forbindelse med årets Glastonbury Festival. Ved samme lejlighed for man VIP-billetter og mulighed for at stå på scenekanten, mens bandet spiller på festivalen. Man kan desuden købe en walkman med en optagelse af bandets første koncert, en signeret guitar eller hyre Andy Gill til at mikse en sang for en.

Bandet donerer en del af overskuddet fra salget af alle disse unikke artefakter til Amnesty International.

ANNONCE