Nyhed

Suge Knight sagsøger Kanye West

Fem år efter en skudepisode anklager labelbossen nu Kanye for sløseri med sikkerheden

I august 2005 holdt Kanye West en celeber strandfest i Miami, Florida, hvor der naturligvis var masser af prominente gæster at finde. Blandt andet den balladebefængte pladeboss Suge Knight, der desværre var så uheldig at blive skudt i benet under festlighederne. Nu, næsten fem år efter episoden, anklager han hitmaskinen Kanye West for ikke at have sørget for ordentlig sikkerhed til festen.

Knights advokat Marc Brumer forklarer, hvorfor hans klient forventede bedre sikkerhedsforanstaltninger. "Han er et ikon i musikindustrien. Han træder ind i et rum og får det til at lyse op. Han havde forventninger til sikkerheden der. Så hvordan nogen kunne komme ind til et VIP-party af det format med en pistol, er simpelthen ubegribeligt."

I anklageskriftet lyder det, at Kanye burde have været opmærksom på Suges særlige ry, og det faktum, at hans tilstedeværelse til festen kunne skabe en "farlig atmosfære". Jessica Alba, Eddie Murphy, The Black Eyed Peas og Paris Hilton var blandt de andre gæster til festen, hvor der ifølge politiet blev affyret i alt seks skud.

Anklageskriftet lyder på over en million dollars. De skal blandt andet dække Knights 200.000 dollars hospitalsomkostninger i forbindelse med uheldet. Politiet har siden episoden ikke været i stand til at opklare, hvem der affyrede skuddet mod Marion Knights højre ben. Ud over de fysiske skader mistede offeret også en diamantørering til en værdi af 135.000 dollars. Den blev ifølge anklageskriftet fundet af en medarbejder til festen, der lovede at passe på den og aflevere, når alt var faldet til ro, men han holdt aldrig sit løfte. Nu indgår øreringen altså også i erstatningskravet, der både retter sig imod Kanye West og den klub, der afholdt festen.

Suge Knight tjente millioner i halvfemserne, hvor hans pladeselskab Death Row Records både havde Snoop Dogg, Tupac og Dr. Dre på kontrakt, ligesom han også havde medlemmer af banden Bloods på sin lønningsliste. Siden likvideringen af Tupac Amaru Shakur i 1996 har selskabet dog ikke haft nogen videre succes med musikken.

ANNONCE