Der er både berømmelsesmuligheder, rapklassikere og lokale hits i det næste Def Jam-spil
Den største subkultur i verden får nu sin egen udgave af de populære SingStar spil. Det er blandt andre pladeselskabet Def Jam, der allerede har en serie konsolspil i repertoiret, der står bag udgivelsen. "Rapstar" udkommer til efteråret med et bredt udvalg af netværksmuligheder, musikvideoer og nogle af scenens største klassikere. Som billedet afslører vil spillet fungere i vanlig karaokeform, med ild og blink og masser af point og multipliers.
"Rapstar" skulle oprindeligt have været ude i vinters, men er blevet udsat på grund af de mange features, der bare skal spille fejlfrit. Nu skriver spilsitet Kotaku, at release atter er fastsat, denne gang i efteråret.
En af mulighederne i spillet vil være at optage video med sine egne raptekster og freestyles, som man så kan uploade til det online-community, producenterne opretter sammen med spillet. For at benytte denne funktion vil man dog være tvunget til at anskaffe sig et af de særlige videokameraer, der er udgivet til konsollerne. I den forbindelse udtaler 4mm Games' medstifter Jamie King, at man endnu ikke har fundet en løsning til Wii-platformen, der endnu ikke har fået sit eget videokamera.
En anden interessant feature er planerne om mulighed for download af lokale hiphophits. Vi danskere kan således måske være så heldige at få lov at give den som L.O.C., Johnson og Suspekt, når spillet kommer til efteråret.
Spiludviklerne løfter samtidig sløret for ti af de fyrre sange, der vil være at finde i grundudgaven af spillet. Heriblandt finder vi både nye og gamle klassikere som Dres "Nuthin' But A 'G' Thang", Biggies "Juicy" og Lil Waynes "A Milli".
Spillet udgives i samarbejde mellem selskaberne Def Jam, 4mm Games og Konami. Sidstnævnte har tidligere lavet "Guitar Freaks" og "Beatmania", der ligeledes er pendanter til henholdsvis "Guitar Hero" og "DJ Hero"-spillene.
Def Jam har en serie kampspil i baggagen, hvoraf det seneste, "Def Jam: Icon", samtidig var et karrierespil, hvor man skulle forsøge at opbygge et succesfuldt hiphop-pladeselskab. I alle spillene får man mulighed for at kæmpe med og imod sine favoritter og fjender indenfor kulturen, og "Rapstar" følger altså automatisk ånden fra det legendariske pladeselskabs tidligere spiludgivelser.
Her er de ti offentliggjorte tracks:
• 2 Pac "I Get Around"
• 50 Cent "I Get Money"
• Dr. Dre featuring Snoop Dogg "Nuthin' But a 'G' Thang"
• Kanye West featuring Jamie Foxx "Gold Digger"
• Lil' Wayne "A Milli"
• Notorius B.I.G. "Juicy"
• Slick Rick "Children's Story"
• T.I. featuring Rihanna "Live Your Life"
• Wu Tang Clan "C.R.E.A.M."
• Young Jeezy featuring Kanye West "Put On"