Young Money-rapperen har fået et rigtigt arbejde i fængslet
Lil Wayne afsoner for tiden en fængselsdom på et år for ulovlig våbenbesiddelse tilbage i 2007. Livet bag tremmer kan hurtigt blive en trist affære, men heldigvis har rapperen mulighed for en smule adspredelse. Han blogger flittigt fra sin celle i New York County Jail, men nu har han også fået et rigtigt arbejde. Han er blevet sat til at holde øje med sine selvmorderiske medfanger.
"Han holder øje med de sindssyge fanger, og sørger for, at de ikke slår sig selv ihjel. Han kan lide jobbet, selvom de ikke betaler ham så meget for det," udtaler Antonia "Toya" Johnson, Waynes gamle high-school kæreste, med hvem han fik sit første barn i en alder af bare 15 år. Samtidig understreger hun, at den 27-årige hitmaskine klarer sig fint i fængslet. "Han kommer godt ud af det med alle derinde," siger hun til det amerikanske US Magazine.
Jobbet kan resultere i, at Dwayne Michael Carter, Jr. bliver løsladt efter bare otte måneder for den gode, gamle "god opførsel", og vil i det tilfælde være ude allerede i november.
Lil Wayne blev i en alder af 12 år adopteret af plademogulen Birdman, eller Baby, eller B-32 (Baby with the 32 golds, en reference til hans tandsæt), som han hed dengang, og har aldrig rigtig haft et arbejde i den gængse forstand. Birdman er både forretningsmand og grundlægger af det succesfulde pladeselskab Cash Money Records, og da Wayne var bare 15 år, udkom hans første album, "Tha Block Is Hot", med nogle af selskabets og tidens hotteste sydstatsrappere på gæstelisten.