Vi har fanget den norske sanger og sangskriver forud for hans tre danske liveoptrædener i maj
Thomas Dybdahl er lige på trapperne med sit femte studiealbum, "Waiting For That One Clear Moment," der udkommer 26. april og følges op af tre danske koncerter, i Store Vega i København 3. maj (ledige billetter) og 4. maj (udsolgt) og på Train i Århus 5. maj (udsolgt). GAFFA har tjekket Dybdahls formkurve forud for koncerterne til en omgang "Før koncerten"-spørgsmål:
Hvordan er det gået i øveren?
– Vi er lige gået i gang med at øve. Det går godt, men vi er ikke så strukturerede, så der er en del spildtid. Vi gider ikke rigtig øve, vi vil bare ud og spille. Men man er jo nødt til at øve sig godt for at undgå at blive nervøs. Jeg får en del katastrofetanker, hvis jeg ikke har øvet mig nok. Så tænker jeg på alt det, der kan gå galt, og det er ikke sjovt.
Hvad kan vi forvente os af koncerterne?
– Det bliver en blanding af splinternye numre og gamle kendinge. Men med et nyt blik på de gamle numre.
Hvad gør I, lige inden I går på scenen?
– Vi synger en norsk sang, der hedder "Jeg rør mig ut på Siegrunen". Den synger vi sammen. Vi lader op med den, og så er vi klar.
Hvad står der på jeres forplejningsliste?
– Lidt at drikke, lidt mad, snacks og et eksemplar af den plade, som personen, der ejer det spillested, vi skal spille på, bedst kan li'.
Hvad hører I i tourbussen?
– Alt fra Charlotte Gainsbourg til Elvis. Det varierer lidt.
Læs et længere interview med Thomas Dybdahl i GAFFA maj, der er på gaden 29. april.
Billetter til koncerten i Vega 3. maj kan købes via GAFFA Live