Københavns største festival for ny musik, Start Festival, kunne i går præsentere sommerens program med næsten 100 bands, der spiller over festivalens tre dage.
Til sommer vil man for 8. år i træk kunne møde et interessant udpluk af Danmarks spirende musikscene, når Start Festival (tidligere kendt som Vesterbro Festival) løber af stablen d. 10-12. juni. Næsten 100 bands er at finde på årets program, som ud over at byde på bands, der kommer direkte fra øveren, også har større navne som The Floor Is Made Of Lava (billedet), Ginger Ninja, Pede B, Nordstrøm og Nabiha på plakaten.
GAFFA var med til præsentationen af årets program på PH-cafeen på Vesterbro – en af de mange scener, der til sommer vil betrædes af landets kommende stjerner. De næsten 100 bands vil på tre dage være fordelt ud over seks scener med forskellige fokus. Scenen på PH-cafeen vil for eksempel lægge gulv til de artister, der gør sig i singer/songwriter-genren, mens Lays-scenen står for electronica og så videre, fortæller Start Festivalens leder, Jesper Ø. Jensen og påpeger, hvad der ellers er sket for festivalen siden sidst:
- Sidste år ændrede vi navnet fra Vesterbro Festival til Start Festival for at gøre festivalens vinkel mere skarp. Vi skal være de danske gruppers start og hjælpe dem på vej via coaching, talentudvikling osv. Derfor har vi blandt andet udviklet Start Akademiet, der er et samarbejde mellem flere kommuner om at hjælpe de upcoming bands i landet frem på musikscenen og derfor er et fuldtidsprojekt.
Gengangere fra sidste år
De fleste af festivalens bands vil være totalt ukendte for selv de mest dedikerede musikelskere, simpelthen fordi Start Festivalen har taget dem direkte fra øvelokalerne. Men publikum på årets festival vil også kunne opleve bands og solister, der er mere eller mindre etablerede i forvejen:
- Vi har tre typer bands: Dem der kommer direkte fra øvelokalet og måske aldrig har spillet en koncert for et publikum før, de såkaldte mellembands, som folk måske kender af navn, og endelig de større profilbands, der spiller på den store udendørs scene. Men lige gyldigt hvor velkendte vores bands er i forvejen, vil de alle sammen kunne bruge festivalen til noget, fortæller Jesper Ø. Jensen.
Dét et band for eksempel vil kunne bruge en optræden på festivalen til er måske at sikre en bookingaftale eller en pladekontrakt. Men for at sikre sig en spilletjans på festivalen kræves der en god argumentation og et stort engagement fra de interesserede bands – hvad enten de er velkendte eller ej.
- Vi har da et par gengangere fra sidste år, men grunden til, at vi giver dem en chance mere, er fordi de har flyttet sig siden sidste år. For eksempel har vi Fallulah, der spillede en af sine første koncerter hos os sidste år, og som siden hen har opnået at få hits på P3, fortæller Jesper Ø. Jensen.
Vesterbro som vækstlag
Selvom festivalen sidste år udskiftede navnet Vesterbro Festival til Start Festival, er det stadig i høj grad en festival med rødderne dybt funderet i vækstlaget på Vesterbro. For at inkludere lokalmiljøets vækstlag yderligere har bagmændene derfor besluttet at inkludere mere end bare musikken.
- Vesterbro er et vækststed for meget kultur, så i år har vi blandt andet valgt at inkludere nogle kunstergrupper, der skal udstille deres ting i Øksnehallen, fortæller Jesper Ø. Jensen.
Der bliver altså både kunst på væggene og musik på scenerne, når Start Festival den 10. juni indleder festivalen. Festivalen drives primært af frivillige, så Jesper Ø. Jensen opfordrer interesserede i at tjekke hjemmesiden www.startfestival.dk – hvor man i øvrigt også vil kunne købe billetter inden for få dage. En billet til alle tre dage koster 300 kr., mens en enkeltdagsbillet koster 150 kr.