Nyhed

Soloudspil på vej fra Boom Clap Bachelors-medlem

Inden længe kommer der en soloudgivelse fra multi-instrumentalisten og produceren Ronni Vindahl

Han spiller med i både Non+ og Boom Clap Bachelors, men det er altså ikke helt nok for multi-instrumentalisten og produceren Ronni Vindahl, der nu holder en pause fra de to bands for at koncentrere sig om sit soloprojekt.

Til GAFFA siger Ronni Vindahl, at han har arbejdet på projektet i et halvt års tid, og at han indtil videre blandt andet har lavet et nummer med Coco fra Quadron.

- Nummeret med hende er meget soul/indie-poppet inspireret, og hun synger jo så vildt.

Det kommende soloudspil er et soloprojekt i ordets bogstaveligste forstand med Vindahl på alle instrumenter og sang. Som han fortæller:

- Jeg synger selv resten af numrene, hvilket er nyt for mig. Grunden til at jeg gør det er, at jeg gerne vil prøve at arbejde med min stemme, som instrument. Jeg spiller selv alle instrumenterne i øvrigt, men regner med at hive nogle strygere og horn ind til sidst. Jeg er ikke sanger i den forstand, så det er en stor udfordring at skrive noget, som jeg synes jeg kan slippe afsted med. Det lykkedes også meget godt indtil videre, synes jeg.

Vindahl har dog en masse ideer til en række gæster til sit første soloalbum. Udover Coco fra Quadron har han været i kontakt med Eirik Bøe fra Kings Of Convenience, og derudover inkluderer potentielle samarbejdspartnere Jenny Wilson, Dudley Perkins og Georgia Anne Muldrow, men som Ronnie Vindahl udtrykker det: - Der er jo så mange fede derude. Men de skal jo også lige ville gide at arbejde med mig.

Stilen er alternativ pop, og til GAFFA fortæller Ronnie Vindahl:

- Stilen på min plade er nok alternativ pop. Jeg er rimelig gammeldags og kan godt lide gode sange, der er godt skruet sammen. Så det er det vigtigste for mig. Hvis ikke der en sang, så kan det være lidt lige meget - så mister jeg interessen. Numrene er skrevet på guitar eller klaver, hvorefter jeg producerer henimod den stemning, jeg synes nummeret bør få. Nogle af numrene er derfor meget elektroniske - og andre helt akustiske med kun guitar, klaver og cello.

Ronni Vindahls soloudgivelse forventes i handelen, i digitalt format og som vinyl, engang i efteråret. Det bliver det tyske indieselskab Tokyo Dawn Records, der udgiver musikken. I forbindelse med udgivelsen vil der ifølge planen, også komme en række shows i Berlin, hvor Ronni Vindahl bor halvdelen af sin tid, når han ikke studerer filosofi i København.


ANNONCE