x

Hercules And Love Affair klar med nyt til september

Hercules And Love Affair klar med nyt til september

Den selvbetitlede debut fra Hercules And Love Affair fik en blændende modtagelse, da den udkom for to år siden, og nu kan fans godt begynde at kridte danskeskoene på ny, for dette efterår forventes opfølgeren på gaden.

I et interview med Pitchfork fortæller bagmanden Andy Butler om arbejdet med den nye, færdige, men endnu unavngivne plade, og selvom han har taget lyden i en anden retning på flere numre, skulle der også være en god portion dance-inficeret disko i vente.

De nye inspirationskilder tæller blandt andre Brian Eno, og det skulle have resulteret i eksperimenter med mere simple og smukke numre. Men samarbejdet med produceren Patrick Pulsinger skulle have sikret den club-orienterede indgangsvinkel, man kender fra den første plade:

"Det (musikken, red.) er altid trippy, for jeg er en trippy fyr. Men der er helt sikkert noget hårdtslående house på pladen, og der er helt sikkert endnu mere fuldblods disko, men der er også mere eksperimenterende blød musik. (...) På denne plade ville jeg hævde mig selv, og sige "Brian Eno kan skrive simple og smukke sange, der virkelig giver resonans, og jeg har også lyst til at skrive de sange." (...) Jeg ville udforske, og bare give mig selv mere frihed som kunstner."

Butler har skiftet de fleste af samarbejdspartnerne ud; Antony (fra Antony And The Johnsons) er for eksempel ikke at finde blandt vokalerne i denne ombæring. Kim Ann Foxman er den eneste genganger på vokal-fronten, men Butler lover, at en række nye, stærke stemmer har taget pladsen bag mikrofonen:

"Jeg var meget beæret over at have ham (Antony, red.) med på den sidste plade, men både han og jeg vidste, at jeg var nødt til at etablere mig selv uden hans deltagelse. (...) Så Antony er ikke involveret, men jeg føler mig utrolig heldig med de gæstevokaler jeg har på pladen. Jeg mener, at de er noget af det mest utrolige rå-talent. Jeg har virkelig været heldig. Magiske ting skete."

Der har været en del snak om et samarbejde med Bloc Partys frontmand Kele Okereke, der i år udgiver sin første soloplade, og Butler fortæller, at de to har lavet nogle ret interessante ting sammen. Hvorvidt Kele vil være at finde på den nye Hercules-plade, vil Butler ikke ud med, men han understreger, at chancen for, at resultatet af deres samarbejde bliver udgivet er god, hvad enten det bliver på denne plade eller en anden.

På nuværende tidspunkt er der ikke en mere konkret udgivelsesdato på det nye album, eller på den opfølgende turné, men vi vender tilbage, så snart der er nyt at fortælle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA