Nyhed

Roger Waters genopfører The Wall

Pink Floyd-manden tager rockoperaen med rundt i verden senere i år

Et besøg på RogerWaters.com i dag viser, at den tidligere Pink Floyd-bassist og hovedmanden bag rockoperaen "The Wall" har noget nyt under opsejling. Her kan man på den karakteristiske murstensbaggrund læse ordene "Roger Waters The Wall Live" og se, at der senere i dag 12. april vil blive lanceret en ny webside, hvor det forventes, at Waters vil offentliggøre datoer for en ny verdensturné.

Websiden opdateres i dag klokken 20:00 dansk tid, og i følge fansiden RogerWaters.org har Waters' manager Mark Fenwich overfor dem bekræftet, at man her vil kunne læse alle detaljer om bassistens kommende verdensturné. Derudover findes der ingen officielle detaljer, og man må derfor vente til i aften for at se, om Roger Waters er på vej tilbage til Danmark.

Waters har i de senere år både spillet på Roskilde Festival, Augustenborg Slotspark og Fionia Park i Odense, og ved alle tre lejligheder har GAFFAs skribenter leveret særdeles positive anmeldelser.


Men det vides altså endnu ikke, om Waters har tænkt sig at tage genopførelsen af "The Wall" med til Danmark og i så fald, om han vil medbringe forskellige gæster, som det var tilfældet, at musikken blev fremført i Berlin i 1990, eller om han vil holde sig til et fast band, som han gjorde, da han sammen med Pink Floyd turnerede efter udgivelsen af albummet i 1979.

Vi følger op på historien om den kommende Roger Waters-turné, når den nye webside er gået i luften.

ANNONCE