Nu kommer der et album med børnesange fra Chad Smith og Dick Van Dyke
En ting er at spille trommer for Red Hot Chili Peppers, noget andet er at spille trommer på et album med børnesange. Chad Smith kan nu prale med begge dele. Det kommende album, der består af 13 børnesange, har udover Chad Smith også den 84-årige skuespiller Dick Van Dyke med på rollelisten.
Chad Smith spiller naturligvis trommer. Men ikke nok med det, han har også produceret albummet, og lagt vokalspor i rollen som pirat og togchauffør på albummet, der bærer titlen "The Rhythm Train".
"Vi fik Chad fra Chili Peppers til at lægge et beat. Når først han starter, så har du det. Han driver dig med," fortæller Van Dyke til magasinet Spinner.
Den aldrende skuespiller har lagt en omgang rap på pladen, hvorom han fortæller: "I min alder, min generation, er vi ikke specielt vilde med rap. Rap har et fantastisk beat, men jeg sværger ved Gud, jeg har aldrig været i stand til at forstå ét ord af det. Jeg ved ikke, hvad de siger."
Og alligel har den modige herre nu selv kastes sig ud i rappens suppedas. Om projektet fortæller Red Hot-trommeslageren: "Jeg spiller næppe så hårdt, som jeg plejer, men jeg prøver stadig at være kreativ. Det drejer sig om at lave de bedst mulige sange jeg kan. Det har ikke ændret sig."
"The Rhythm Train" handler om et tog, der rejsen verden rundt med sange som "Roly Poly in My Guacamole", "Cherry Pants" og "Lotta Dinosaur" – og de kan høres på therhythmtrain.com.