Nyhed

Steve Reid dør i New York

Den amerikanske jazztrommeslager døde mandag af kræft

Der var Quincy Jones, der tog den 16-årige Steve Reid under sine vinger, og efterfølgende skabte den amerikanske trommeslager sig en karriere som musiker ved ansættelse hos folk som Miles Davis, Fela Kuti og James Brown. Men i denne uge stoppede musikken for Steve Reid, der døde af kræft i New York.

Det var trommeslagerens ven, BBC-dj'en Gilles Peterson, der i går tirsdag 13. april via sin Twitter-konto lod folk vide, at Reid den foregående aften var død efter længere tids sygdom. Reid havde dog været aktiv til det sidste, hvor han blandt andet havde samarbejdet med Fout Tet-manden Kieran Hebden på improvisationspladerne "The Exchange Session Vol. 1", "The Exchange Session Vol. 2", "Tongues" og "NYC".

Gennem sine 50 år som aktiv musiker var Reid, der startede i husbandet i The Apollo Theater under Quincy Jones' ledelse, blandt andet session-musiker på pladeselskabet Motown, hvor han blandt andet spillede trommer på plader med Martha And The Vandellas og James Brown. Han har desuden spillet eller indspillet med navne som Ornette Coleman, Fats Domino, Lester Bowie, Miles Davis, Dexter Gordon, Dionne Warwick og Fela Kuti.


Steve Reid blev 66 år.

ANNONCE