Nyhed

Nye mini-albums fra James

James har droppet albumformatet, og udgiver i stedet to mini-album

På mandag udkommer det første af to mini-albums fra storslåede James. Det bliver, ifølge forsanger Tim Booth, en upbeat udgivelse – der kort efter følges op af mini-album nummer to, der skulle være mere blød og tilbagelænet.

Det første af de to mini-albums bærer titlen "The Night Before" og indeholder blandt andet singlen "Crazy", som Tim Booth nok har skrevet, fordi han – ifølge ham selv – altid har set sig selv som værende skør. Han er dog ikke helt sikker på, at det er derfor han har skrevet sangen, for han skriver for det meste sine sange tidligt om morgenen i halv-vågen tilstand. Som han fortæller til BBC 6 Music:

"Jeg er altid en smule tilbageholdende med at fortælle, hvad en sang handler om, for jeg skriver dem med vilje mere eller mindre ubevidst. Jeg skriver tit klokken fem om morgenen, når jeg er halvt vågen, og jeg forsøger at holde lyset dæmpet og forblive i en halv-sovende tilstand."

Men sangen "Crazy", refererer, ifølge Tim Booth, "øjensynligt til en tid hvor jeg troede jeg ville blive indlagt på en institution."

Som forklaring på hvorfor James nu udgiver to mini-albums, lyder det fra Tim: "Vi lever i en iTunes-tid, hvor folk ikke rigtigt lytter til albums mere. Opmærksomhedsfeltet bliver kortere."

På det seneste har James skrevet intet mindre end 120 sange, og alligevel går de ind for at indspille og improvisere sig til de mere tilbagelænede sange om nogle dage, og om det projekt siger Tim Booth: "Det er en smule skræmmende. Jeg har ikke skrevet nogle tekster, og jeg har fem dage til at finde på noget."

Materialet til "The Night Before" begyndte sit liv som 30-minuters improvisationer fra bandet, hvorefter bandets fans fik mulighed for at downloade materialet, og gøre med det hvad de ville – redigere det, lægge deres egne guitarspor, eller hvad de ellers kunne finde på. Derefter røg det tilbage i bandets hænder.

Det var, med Tim Booths ord, "...en Eno-agtig måde at arbejde på. Vi arbejdede med ham i ni-ti år, så noget smittede af."

Det første mini-album, "The Night Before", kommer nu på mandag, den 19. april. Mini-album nummer to, "The Morning After", kommer inden længe, datoen offentliggøres senere.

ANNONCE