x

Nephews VM-sang får radiopremiere

Nephews VM-sang får radiopremiere

Nephew udsender mandag 19. april deres nye single "The Danish Way To Rock", som skal støtte fodboldlandsholdet til VM-slutrunden i Sydafrika. Sangen er som altid produceret af Carsten Heller, og denne gang har han kunnet supplere Simon Kvamms vokal med en medvirken af fodboldlandsholdet. 

Sangen udkommer udelukkende som digital download, og kan altså købes fra mandag morgen. Men senere i dag er der dog mulighed for at få første smagsprøve på sangen, der skal bære landsholdet igennem de indledende runder og direkte i finalen. Sangen har nemlig premiere i dag mellem 12:00 og 14:00 på Danmarks Radio P3 i programmet Smag.

Det bliver samtidig første mulighed for at høre, om der pt. er folk på landsholdet med Frank Arnesens vokale evner, eller om de nuværende fodboldstjerner i stedet gør sig mest som mandigt brølekor.

"The Danish Way To Rock" kan altså høres på P3 for første gang i dag, og med det kan vi for alvor begynde at varme op både til de to kommende venskabskampe, og til landsholdets første VM-kamp 14. juni, hvor hollænderne skal sættes på plads.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA