Nyhed

Jónsi giver koncert i Vega

Sigur Rós-frontmanden kommer til København med sit nye solo-album

Den islandske sanger Jón "Jónsi" Birgisson har lagt rollen som frontmand for bandet Sigur Rós på hylden for en tid, men det betyder ikke, at han har sat tempoet ned. Tværtimod udgav han tidligere på måneden sit første deciderede solo-album, det engelsk-sprogede "Go", der har vakt opmærksomhed blandt både publikum og anmeldere. Nu får det danske folk så muligheden for at høre det nye album live, når han besøger Store Vega i København til august.

Jónsi har tidligere udtrykt ønsket om at tage solo-projektet forbi Roskilde Festival i år, hvor han tidligere har slået folderne med Sigur Rós, men indtil videre ser det ikke ud til at blive aktuelt. Til gengæld lover han så et spektakulært show, der ud over musikken kommer til at indeholde et sceneshow med både kunst, teater og animation, alt sammen lavet i samarbejde med produktionsselskabet 59 Productions. Med hensyn til musikken så skulle der være en god aften i vente. GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez var i hvertfald behørigt imponeret over det ni numre lange album. Han kastede fire stjerner og følgende kommentar efter udspillet:

"De ni numre på har alle et ret højt bundniveau, og selvom det måske ville være decideret urimeligt at forlange sange af samme kaliber, som man finder på eksempelvis Ágætis Byrjun, () og Takk, når solo-materialet altså ikke samme svimlende kvalitative højder, men mindre kan bestemt også gøre det, og Sigur Rós-fans vil på ingen måder gå galt i byen med Go, der er en vellydende lille godbid af en poetisk popplade. For musikelskere, der ikke er bekendt med Jónsis stemme, anbefales det dog at gå på opdagelse i Sigur Rós' bagkatalog, før man springer ud og investerer i Go."


"Go" er præget af stryger- og blæserensembler, men det skulle ifølge Jónsi selv ikke være en del af den kommende turnés koncerter, ikke som udgangspunkt. Da GAFFA i februar fangede ham til en snak om turnéen fortalte han, at bandet vil bestå af fem-seks mand i alt, men han udelukker ikke, at der sættes flere på scenen på et senere tidspunkt.

Koncerten finder sted i Store Vega tirsdag den 17. august. Billetter kan købes i forsalg fra på mandag den 19. april klokken 10:00, og vil kunne købes via GAFFA Live.

ANNONCE