x

Courtney Love arresteret igen

Courtney Love arresteret igen

Selvom Courtney Love ikke ligefrem har brug for flere sammenstød med lovens lange arm, måtte hun i går aftes alligevel se sine håndled lænket sammen. New Yorks politi havde nemlig fået nys om at C. Lo havde udført noget, der tolkes som hensynsløs opførsel under en hemmelig koncert på spillestedet Plaid, rapporterer CNN.

Under koncerten kastede Courtney et mikrofonstativ ud i publikumsmængden, et mikrofonstativ, der ramte en 24-årig mand i hovedet. Bandet opfattede ikke uheldet og spillede koncerten færdig. En talsperson for spillestedet forklarer, at stjernen har det meget dårligt med uheldet, der bestemt ikke var meningen, men blot en del af hendes sceneoptræden. Det er endnu ikke afgjort, om Loves hårdt prøvede advokater igen skal sættes i aktion i en retssag.

Tidligere i går aftes medvirkede Courtney desuden i David Lettermans talkshow The Late Show. Love og hendes nye band spillede deres nye single ”Hold On To Me” fra solodebuten ”America’s Sweetheart”, og desuden blev der også lige plads til, at stjernen hoppede op på Lettermans skrivebord og blottede sin barm. Et stunt, der oprindeligt blev fremført af skuespilleren Drew Barrymore på Lettermans 50-års fødselsdag. Programmet kan ses på TV2 Zulu i næste uge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA