Vulkanasken fra Island og det deraf følgende trafikkaos får det amerikanske band til at aflyse koncerten i København søndag
På grund af den nuværende situation med aske fra den islandske vulkan Eyjafjallajökull, der hærger store dele af Europa og har tvunget fly i lang række lande til at blive på landjorden, er de logistiske konsekvenser så omfattende, at koncertarrangøren Beatbox desværre må meddele, at den udsolgte koncert med amerikanske Band of Horses i morgen søndag 18. april i Store Vega er aflyst.
Der bliver i øjeblikket arbejdet på højtryk på at finde en ny dato, så Beatbox opfordrer billetkøberne til at beholde deres billetter, indtil en ny koncertdato bliver offentliggjort, hvor billetterne vil være gældende.
Band of Horses beklager dybt og håber på deres fans' forståelse, og de ser frem til at spille i Danmark snarest muligt.