Nyhed

Vega holder storstilet dubstepfest

Skream, Benga, Sgt. Pokes og Ohoi dyrker baskulturen fredag 23. april i Store Vega

København er en af hovedstæderne på dubstep-genrens verdenskort, og 23. april får byens spillested Store Vega besøg fra en anden af stilens vigtigste scener. Hvis ikke den vigtigste, for her sender London nemlig to af sine mest toneangivende kunstnere på visit. DJs Skream og Benga medbringer MC Sgt. Pokes, og opvarmningen håndteres af danske Ohoi!

Både Skream og Benga er ferme dubstep-producere, men samtidig er de to notoriske dj's, der er berygtet verden om for deres uanstændige LFO-misbrug, der jo er signifikant for scenens musik. Skream og Benga har hver især tidligere besøgt København, og fået folket til at feste, men denne fredag i april kombinerer de to deres talenter i et dobbeltshow med engelske Sgt. Pokes på mikrofonen. Duoen stod i øvrigt, i selskab med Artwork, bag projektet "Magnetic Man", som spillede med på Roskilde Festival 2008.

Danske Ohoi! består af de fire DJs 2000F, JSL, Kristobal og Tim Driver, der siden starten af det nuværende årtusinde har arrangeret fester og spillet sæt i hele landet, med fokus på de urbane elektrogenrer som eksempelvis dubstep, drum'n'bass, grime og dancehall. De fire deles om opvarmningen under et formentligt tæt pakket Store Vega inden londongenserne rykker ind.


Festen holdes i Store Vega 23. april kl. 23.

Billetter på GAFFA Live

ANNONCE