Nyhed

Prince til Roskilde

Festivalen fejrer sit fyrre års jubilæum med et royalt besøg

Bedst som man troede at Roskilde Festival, med offentliggørelsen i sidste uge af deres officielle program, der indeholder en unik koncertoplevelse med Gorillaz, ikke havde flere skud i bøssen, trækker arrangørerne nu en atombombe frem. De har nemlig overtalt Prince Rogers Nelson til at komme forbi for at give sin første danske koncert i otte år.

Sommerens royale besøg bliver en af kun tre europæiske koncerter, der inkluderer ture til Werchter i Belgien og Arras i Frankrig og altså nu også Roskilde Festival. Om tilføjelsen af Prince til plakaten skriver festivalen i en pressemeddelelse:

"Vi føjer i dag et guldrandet navn til festivalplakaten, som de færreste vel overhovedet havde turdet drømme om. Men Roskilde Festivals ambition er at få nær opgivne drømme til at gå i opfyldelse. Og nu kan vi alle altså glæde os til en magisk aften i selskab med en rockhistorisk eminence i guld og lilla".


Tilføjelsen af Prince til årets program er tæt på sensationel og med hits som "When Doves Cry", "Let's Go Crazy", "1999", "Sign "☮" The Times", "Diamonds And Pearls", "Little Red Corvette", "I Would Die 4 U", "Raspberry Beret", "Kiss", "U Got The Look", "Sexy MF" og naturligvis "Purple Rain" er det svært at forestille sig et bedre navn til at fejre Roskilde Festivalens 40 års jubilæum.

ANNONCE