x

Crowded House løfter sløret for næste album

Crowded House løfter sløret for næste album

Så er det endelig offentliggjort – det nye album fra Crowded House udkommer om små to måneder, og har fået titlen "Intriguer".

Crowded House gik egentlig hver til sit i 1996, men fandt sammen igen i 2007. Dog uden bandets oprindelige trommeslager, Paul Hester, der i 2005 begik selvmord. Efter gendannelsen har bandet spillet en række koncerter og udgivet albummet "Time On Earth", der dog ikke fik den bedste modtagelse. Det var, med GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsens ord, "en lidt mat gendannelse af succesbandet fra down under," og pladen fik da også kun tre stjerner.

Det nye album er produceret af Jim Scott, der også har produceret albums for blandt andre Rolling Stones, Foo Fighters, Tom Petty og Wilco. Albummet er indspillet i Neil Finns Roundhead Studios. Titlen på albummet, der er bandets sjette studiealbum, er inspireret af en skyggelignende figur, som frontmanden Neil Finn så bag gardinerne på et hotel i Sydney i 2001.

Det nye Crowded House-album "Intriguer" udkommer den 14. juni. Bandet kan samme dag opleves på Train i Århus, og onsdag den 16. juni går de på scenen i Amager Bio.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA