x

Adam Ant arbejder på nyt

Adam Ant arbejder på nyt

Det er femten år siden, Adam Ant sidst udsendte et album, men nu udtaler han til NME, at han er i gang med at arbejde på et nyt album, hvor han får hjælp af både nye og gamle venner. Han varsler ved samme lejlighed en kommende hyldestsingle til sin gamle manager, Malcolm McLaren.

Den engelske sanger debuterede i 1979 med albummet "Dirk Wears White Sox", udsendt under navnet Adam & The Ants. Gruppen nåede at lave tre plader, inden frontmanden gik solo. Siden har han som Adam Ant udsendt en stribe plader, der genererede hits som "Goody Two-Shoes" og "Puss 'N Boots", og efter en lang pause arbejder han nu på et album med titlen "Adam Ant Is The Blueblack Hussar In Marrying The Gunner's Daughter".

Til NME siger Adam Ant, at han som altid får hjælp af guitaristen Marco Pirroni og denne gang også har indhentet hjælp fra 3 Colours Red-guitaristen Chris McCormack og Morrissey-guitaristen Boz Boorer. Derudover medvirker et unavngivent medlem af Oasis også på den kommende plade.

Adam Ant fortæller desuden, at han planlægger at støve en gammel demoversion af sangen "Who's A Goofy Bunny Then?" af og genindspille den. Sangen handler nemlig om netop afdøde Malcolm McLaren, der var manager for Adam & The Ants. Samarbejdet stoppede dog efter udgivelsen af bandets første plade, hvor McLaren stjal hele Adam Ants backingband og brugte dem til at starte gruppen Bow Wow Wow.

Det til trods udtaler Adam Ant, at McLaren var en mentor og nærmest en surrogatfar for ham, og at han gerne vil genindspille sangen som en hyldest til den afdøde provokatør. Titlen er for øvrigt en kærligt ment reference til McLarens tænder.

Demoen er langt fra det eneste gamle materiale Adam Ant har liggende. Han afslører blandt andet, at der findes et helt album indspillet i 70'erne, der aldrig er blevet udsendt. Noget af det materiale kunne sangeren godt tænke sig at få udgivet. Til NME siger han:

"Der er bogstavelig talt omkring hundrede sange lavet på firesporsbåndoptager. Der er et helt album fra før "Dirk Wears White Sox", der aldrig kom ud, men jeg har stadig masterbåndene. Dette bagkatalog er et kærlighedsprojekt. At smide det ud ville være som at give noget væk, som John Lennon og Paul McCartney flikkede sammen en nat på en pub i Liverpool. Jeg mener, det er ens pligt at katalogisere sit arbejde".

Det vides endnu ikke, hvornår historien om Adam Ant og hans eventyrlige ægteskab rammer pladebutikkerne. Men når det sker, bliver det første nye udgivelse fra hans side siden "Wonderful", der kom i 1995.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA