x

Danger Mouse og Sparklehorse-album får udgivelsesdato

Danger Mouse og Sparklehorse-album får udgivelsesdato

Danger Mouse og Sparklehorse alias nu afdøde Mark Linkous havde skrinlagt udgivelsen af deres fælles album. Pladegiganten EMI havde med lovgivningen i ryggen gjort vrøvl og indsigelser, men nu er der tilsyneladende fundet en løsning, og pladen lander 12. juli.

Danger Mouse (billedet) og Sparklehorse-sangeren Mark Linkous gik forrige år sammen med filminstruktør David Lynch om at lave "Dark Night of The Soul", en kombination af plade og bog, og med musikalske gæster som Iggy Pop og Wayne Coyne. Værket skulle oprindeligt have været udgivet i sommeren 2009, men grundet stridigheder, kunstnere og pladeselskab imellem, droppede man albummet, leakede det på nettet, og udgav bogen med en tilhørende, blank brændbar cd. På Lynch-bogen sad et klistermærke, der afslørede den uhyggelige virkelighed, der lå til grund for værkets skæbne. "Af juridiske årsager er der ingen musik på den vedlagte CD-R. Brug den, som du vil".

Nu har de stridende parter tilsyneladende fundet en løsning, og albummet udsendes nu alligevel med et års forsinkelse. Det vides ikke, om pladen vil ledsage kommende oplag af bogen. I mellemtiden er Mark Linkous afgået ved døden; han begik selvmord 6. marts 2010.

Danger Mouse var også i problemer med ophavsrettighedslovgivningen da han i 2004 udgav mash-up pladen "The Grey Album". Et sammensurium af The Beatles' "The White Album" og Jay-Zs "The Black Album, der blev lagt til gratis download på nettet, og siden affødte massive sagsanlæg fra de implicerede pladeselskaber.

"Dark Night of The Soul" udkommer d. 12. Juli i Europa og dagen efter i USA. Det er stadig EMI, der står for udgivelsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA