Nyhed

Band of Horses kommer til juni

Koncerten er flyttet til Falconer Salen, og nu er der flere billetter

Amerikanske Band of Horses skulle oprindeligt have spillet for et udsolgt Vega i søndags, men det himmelske askehelvede havde tvunget gruppen til at aflyse. Nu har bandet fundet en ny besøgstid, og den ligger den 17. juni. Samtidig er situationen udnyttet til at flytte showet til Falconer Salen, hvorfor der nu atter er billetter til Band Of Horses' mange danske fans.

Til den tid vil man også have mulighed for at synge med på sangene fra Band Of Horses' kommende album, "Infinite Arms", der er på gaden 17. maj. Albummet bliver gruppens tredje og opfølgeren til de både meget roste og internationalt ganske velsælgende "Everything All The Time" og "Cease To Begin" fra henholdsvis 2006 og 2007. Især sidstnævnte blev også en pæn succes i Danmark.

Skulle man være forhindret i at stille i Falconer Salen 17. juni, er det nu muligt at få sine billetpenge refunderet. Al tilbagebetaling foregår via de respektive salgssteder.


Forsalget til koncerten starter fredag den 23. april kl. 10:00 på GAFFA Live

ANNONCE