Nyhed

Shout Wellington Air Force til Pop Revo

Nu er der kun én uge til Århus-festivalen, hvis program nu er helt på plads

Om en uge er det tid til den syvende Pop Revo Festival, og endnu et navn er nu tilføjet programmet, nemlig den københavnske kvartet Shout Wellington Air Force.

Shout Wellington Air Force har netop udgivet deres debutalbim "Clean Sunset", som fik intet mindre end fem stjerner og fine ord med på vejen af GAFFAs anmelder Erik Barkman, der summerede med ordene: "Kort og godt: Clean Sunset er dansk indie-rock på uhørt højt niveau."

Foruden Shout Wellington Air Force byder Pop Revo Festival i år på en hyldest til kultnavnet Alex Chilton, der døde tidligere i år. Til minde om Big Star-frontfiguren fremfører Rasmus "Rallie" Hald Jensen en særlig dj-tribute.

Der er en god portion danske bands i Pop Revos program, hvilket Pop Revos formand, Björn Lydén, begrunder i en pressemeddelelse: "Ambitionen har fra start været at bidrage til at skabe et klima for alternativ musik i Danmark, så den kunne blive lige så spændende som i udlandet. De mange danske kunstnere i år er en cadeau til, men også et udtryk for, at meget dansk musik i dag har højt internationalt format."

Året Pop Revo spilleplan ser således ud:

Fredag
19.30 The Kissaway Trail
21.00 Bear In Heaven
22.30 The Rumour Said Fire
00.00 Caribou
Derefter Dj Ralliegator: Alex Chilton Tribute

Lørdag
19.30 Figurines performing "Skeleton"
21.00 Shout Wellington Air Force
22.30 Manual
00.00 Field Music
Derefter Pop Revo All Stars DJ Crew

Pop Revo Festival foregår på Voxhall i Århus, fredag den 30. april og lørdag den 1. maj

Billetter til Pop Revo Festival 2010 kan købes på GAFFA Live.

ANNONCE