Nyhed

Ekstra billetter til Leonard Cohen

Yderligere 3.000 billetter til Leonard Cohen i Odense

Nu er der pludselig frigivet intet mindre end 3.000 nye billetter til koncerten med canadiske Leonard Cohen i Odense til august.

Koncerten blev udsolgt på få dage, men nu har arrangørerne og Cohens agent fundet en måde at give endnu flere danskere mulighed for at opleve den canadiske sang-poet.

I 2008 annoncerede Leonard Cohen i en alder af 73 år sin første verdensturné i femten år, der inkluderede sommerkoncerter i København og Århus og efterfølgende et besøg i Forum. Siden da har sangskriveren, der senest udsendte et soloalbum i 2004, turneret flittigt, og som de fleste nok ved, kommer han altså til Engen i Odense til sommer.

Da manden var i Forum, havde GAFFA en mand på pletten, Torben Holleufer, der gav koncerten fem stjerner og følgende ord med på vejen:

"Det fossede ømt fra Cohens og bandets hjerte, og de tre uhyggeligt kompetente korsangerinder lagde hele tiden bunden, over hvilken Leonard Cohens raspende vokal messede sangene af sted. Ti numre henne blev vi præsenteret for bandet, hvorefter Cohen sendte os ud til pausen. Der skulle komme meget mere. "Tower Of Song" er et brag af en sang at lægge ud med, og humoren var udtalt, da zenmunk Cohen lod sangerinderne synge deres da-doo-dam-dam, mens han forberedte os på livets mening, som han var kommet frem til gennem et langt liv. Det var selvfølgelig: Da-doo-dam-dam. Ud af Sharon Robinsons og Webb-søstrenes munde var denne zenmystik til at forstå."

Koncerten i Odense foregår på Engen, Fruens Bøge, lørdag den 14. august, og du skal nok skynde dig, nu hvor chancen byder sig igen.

Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE