x

Første single fra The Fireflies

Første single fra The Fireflies

De startede som tre håbefulde solister i DRs talentshow X-Factor, men blev i stedet udvalgt og sammensat til en trio under L.A.-danskeren Soulshocks vinger. De nåede lige akkurat ikke med til X Factor-finalen i parken, men underskrev derimod pladekontrakt med det velrespekterede danske selskab A:larm, blot to uger efter den store X Factor-finale.

Og i dag, blot to uger og én dag efter at have underskrevet deres pladekontrakt, udgiver de så deres første single, der bærer titlen "It's Useless".

Singlen er produceret af Soulshock, og hans ven og producermakker Karlin. Sammen har de skrevet og produceret hits for stjerner som Brandy, Usher, Whitney Houston og Craig David – og nu også The Fireflies.

Ifølge A:larms hjemmeside handler sangen om "ulykkelig kærlighed og følelsen af, at det er nyttesløst at blive ved."

Og om sangen udtaler Fireflies Julia Jakobsen, følgende: "'It's Useless' er en sang, som altid vil betyde utrolig meget for mig. Vi indspillede den, mens Soulshock stadig var i Danmark, og vi sov i studiet (Baby Factory, red.), de dage, hvor vi indspillede. Det var en virkelig god oplevelse at lave musik sammen for første gang, udenfor X Factor. Selve sangen har en historie, som rigtig mange vil kunne relatere til, og så er det den slags melodi, som sætter sig fast. Jeg synes, det er en sang, som viser, hvem vi er musikalsk."

I X Factor fremstod The Fireflies som showets country-gruppe, men på den nye single er der skuet ned for country'en og op for poppen, så sangen kan meget vel ramme bredere, end nogle havde regnet med.

Fra pigernes mentor, Soulshock, lyder det, via Twitter: "Piger tillykke med første single! – who said this was not serious and just a TV show! ;-) held og lykke, I er the real deal!"

Singlen kan købes via iTunes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA