Joni Mitchell sviner Bob Dylan

Joni Mitchell sviner Bob Dylan

Joni Mitchell og Bob Dylan er begge sanger-sangskrivere i sværvægtsklassen, men ifølge Mitchell er det også noget af det eneste, de har tilfælles, de er nemlig, med hendes egne ord: "som nat og dag".

Det gør hun klart i et nyligt interview med L.A. Times, overfor hvem hun gør det tydeligt, at en sammenligning med Dylan ikke er noget, hun sætter pris på.

En sikkert velmenende journalist forsøgte at drage en pudsig parallel til Dylan med ordene:

"Den folk-scene, du udspringer fra havde sjov med at skabe personager. Du blev født som Roberta Joan Anderson, og en fyr ved navn Robert Zimmerman blev til Bob Dylan."

Hvortil Joni Mitchell svarede:

"Bob er på ingen måde autentisk. Han er en plagiator, hans navn, og hans stemme er uægte. Alt ved Bob er snyd og bedrag. Vi er som nat og dag, han og jeg".

Den cadaniske sangerinde udgav sit seneste album "Shine" i 2007 på den amerikanske kaffekæde Starbucks pladeselskab Hear Music. Pladen fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen, så gode anmeldelser har hun og Dylan altså også tilfælles. Og at have sine plader på hylderne mellem Starbucks-kaffekopper, New York chokoladekage og for dyre sandwichs kan både Mitchell og Dylan også prale af.

Om Mitchell brygger på andet end kritik af musikalske legender i øjeblikket vides ikke.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA