Det 26. studiealbum fra den aldrende heavyrocker bliver en humoristisk konceptplade
Alice Cooper har uanstændigt mange udgivelser i baggagen, men åbenbart ikke nok. Den 62-årige heavyrocker barsler med en ny plade, delvist inspireret af virkeligheden. "The Night Shift" spiller på sangerens sidegesjæft som radiovært.
Cooper har siden 2004 været vært på radioshowet "Nights With Alice Cooper", der sendes på mere end 100 forskellige stationer i USA alene, og det er denne rolle, sangeren nu overfører til sin musik. Det kommende album bærer nemlig titlen "The Night Shift", og bygges op som et radioshow med Alice Cooper som den dystre nattevært, der spiller musik med forskellige nattevenlige bands. Sangene, han spiller, er naturligvis Coopers egne, men præsenteres som værker af fiktive bands, og alle sangene vil altså skille sig ud fra hinanden. Det er dog sparsomt med oplysninger fra den legendariske musiker. "Der er allerede skrevet ti sange," siger han til Toronto Sun, og fortæller om radiokonceptet: "På et tidspunkt finder du ud af, at disc jockeyen er andet og mere end bare en disc jockey. Og jeg er sikker på, der vil være en eller anden form for twisted slutning."
Med albummet griber Cooper om den humoristiske og selvironiske tilgang til metalgenren, som han mener, andre grupper glemmer. I interviewet med Toronto Sun fortæller han også om den tour, han netop er draget ud på i selskab med Rob Zombie. "Det, jeg kan lide ved Rob, som jeg ikke finder andetsteds, er humoren. Det eneste andet band, jeg kan komme i tanker om, der har humoristisk sans, er GWAR," oplyser Alice. "De fleste bands prøver på at være så tunge og uhyggelige. Vi kan også være uhyggelige, men vi blander det med humor. De to ting står godt til hinanden."
Alice Cooper kan endvidere fortælle, at tourbussen altid indeholder "100-200 dvd'er med absurd dårlige gyserfilm," en vane, der understreger det jordnære, ironiske forhold til genrens alvor og uhygge.