x

Det globale musiksalg er faldet

Det globale musiksalg er faldet

I går skrev vi om de nyeste tal fra BPI (British Phonographic Institute), der viste en svag fremgang (1,4 procent) for musiksalget på det engelske marked i forhold til samme periode året før. I dag offentliggør pladeselskabernes brancheorganisation IFPI så deres tal, og de viser, i kontrast, et fald på 7,2 procent – på verdensplan.

At det globale salg kan falde med så meget på trods af at salget på det engelske marked og 12 andre markeder er steget, skyldes et fald på de to største markeder; det amerikanske og det japanske.

Med et fald på 7,2 procent blev pladeselskabernes 2009-omsætning alt i alt 95 milliarder kroner ($17 milliarder), hvilket betyder, at det digitale salg – der i 2009 steg med 9,2 procent til 24,1 milliarder kroner – nu udgør en fjerdedel af den samlede omsætning. Til sammenligning udgjorde det digitale salg mindre end 2,4 milliarder kroner i 2004.

Det digitale salg er altså ved at vinde indpas, i intet mindre end 17 markeder steg det med over 40 procent, heriblandt Danmark, Sverige, England, USA og Argentina.

Det globale fald skyldes, ifølge IFPI, blandt andet ulovlig piratkopiering.

To eksempler på det er Spanien og Canada, der begge har oplevet et fald i 2009, med henholdsvis 14,3 procent og 7,4 procent. Begge disse lande ser relativt let på piratkopiering, hvilket har indflydelse på omfanget af ulovlig piratkopiering i Spanien – der er mere end dobbelt så højt som gennemsnittet i Europa.

I forbindelse med de nye tal har IFPI også offentliggjort en Top-10 over de bedst sælgende album i 2009, den ser således ud:

01 Susan Boyle: "I Dreamed a Dream"  - 8,3 millioner solgte eksemplarer
02 Black Eyed Peas: "The E.N.D.(The Energy Never Dies)"
03 Michael Jackson: "This Is It"
04 Taylor Swift: "Fearless"
05 Lady Gaga: "The Fame"
06 Michael Bublé: "Crazy Love"
07 U2: "No Line on the Horizon"
08 Michael Jackson: "Thriller"
09 Michael Jackson: "Number Ones"
10 Andrea Bocelli: "My Christmas"


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA