x

Kim Larsen & Kjukken til Århus

Kim Larsen & Kjukken til Århus

På mandag udkommer Kim Larsens soloudspil, der har fået titlen "Mine Damer Og Herrer". Samme dag kan der også købes billetter til hans netop annoncerede vinterkoncert i NRGI Arena i Århus.

Som GAFFA.dk har kunnet berette tidligere er Kim Larsen for første gang i lang tid gået "alene" i studiet. På det nye album har Larsen samlet en sangbuket, der spænder fra højskole- og børnesange over stille blues og Bob Dylansk singer/songwriter numre til klassisk Kim Larsen-rock. Sangene varer ikke meget mere end 2-3 minutter per sang - som i gamle dage. Pladen varer mindre end 45 minutter - som i gamle dage, og der uddeles kys og øretæver på én og samme tid til alt fra politikere til damer i høje hæle.

Det nye album efterfølges af en efterårsturné, hvor Kim Larsen & det glade fynske orkester Kjukken naturligvis lægger vejen forbi Århus denne lørdag aften i november.

Kjukken, der nu på 15. år står bag Kim Larsen består af superguitaristen Karsten Skovgaard, bassisten Jesper Haugaard og Jesper Rosenqvist på trommer.

På den kommende turné vil KIM LARSEN & KJUKKEN spille en række af de nye sange fra "Mine Damer Og Herrer", men der vil også være et bredt udvalg af Kim Larsens meget kendte og folkekære sange fra hele karrieren.

Kim Larsen & Kjukken spiller på Arena i Århus, lørdag den 13. november 2010.

Billetter kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA